Når det forbudte siges højt
Ok, det her emne er er måske på kanten af det acceptable, men alligevel synes jeg det er beundringsværdigt når man tør sige det højt. Har vi ikke alle prøvet det? Det jeg taler om er, at man på trods af at ens børn er lige i nærheden, så er man så optaget af en situation, at man glemmer dem. At de fuldkommen forsvinder fra ens nethinde bare et kort øjeblik.. Ej, du har selvfølgelig ikke.. eller har du? ...også! Ja indrømmet, jeg har prøvet det, men har bestemt ikke ville være ved det -for nej, det sker bare ikke.
For ikke så længe siden var jeg så sammen med én hvor denne situation skete. Personen var så optaget af af en samtale, at dennes 1-årige fuldkommen forsvandt fra ham -ikke sådan fysisk, for han var lige i nærheden, men han opfattede ham slet ikke. Ikke så heldigt da denne 1 årige gik på kanten af et svømmebassin uden armvinger (gisp), så det var faktisk slet slet ikke acceptabelt. Personen blev mildet talt også forskrækket over sin uopmærksomhed, da jeg råbte op og fik hevet sønnen længere væk fra bassinet.
Til min store forbavselse var hans kommentar "Tænk, jeg glemte ham fuldstændig". Jeg har ikke kunne glemme situationen, ikke kun fordi at drengen i den grad kunne være kommet galt afsted (hvilket han heldigvis ikke gjorde), men fordi at faderen bare sagde den sætning, som om at den var fuldkommen uden tabu.. Synes faktisk det er en smule beundringsværdigt. Ej, altså ikke at han glemte drengen i den situation, men at det blev sagt højt. Tænk at man kan være så ærlig både over for sig selv og andre, at man bare sådan uden videre indrømme "Jeg glemte ham sku.."
Nu tænker i alle "Hvornår han hun/jeg så lige glemt sine/mine børn?". Jeg vælger at tro (og håbe på) at det simpelthen ikke kan ske for mig, i situationer hvor jeg fornemmer et faremoment. Og når det kommer til lige præcis svømmebassiner, så er jeg skrækslagen. Sidder som en høg og våger over alle børn (ikke kun mine egne), og hverken ligger mig ned eller kigger væk i alle de timer vi er der (på trods af at de konstant bær armvinger). Og det er ikke kun i nærheden af vand. Selv under en indkøbstur skal jeg have dem indenfor mit synsfelt, for sæt der skete noget. . Indrømmet, det er måske en smule i overkanten, men så har jeg da gjort mit til at der ikke sker de små elsklige noget. Glemsomheden ramte dog også mig, imens sønnen lå i kravlegården. Her tog jeg mig selv i pludselig at opdage, at jeg ikke havde skænket ham en tanke.. sikkert bare et øjeblik. Men tænk det skete! For mig ikke acceptabelt, men alligevel humant og ok nu hvor drengen lå beskyttet.. Og det er nok også kun fordi, at det ikke var min mand som glemte sønnen ved kanten af svømmebassinet samt at jeg følte at jeg havde situationen under kontrol at jeg kan tænke "f*** en beundringsværdig idiot!"
Mandag d. 27/9-2010 Godt du er slem skat!
Nogle gange er det godt at være fræk og slem, når det altså bare er på den gode måde..
Det har taget Benjamin riiiigtig lang tid at falde til i institutionen -ikke bare et par uger som normalt, men derimod 8 mdr.. Nu er han så tilgengæld faldet til og er et stort smil hele dagen. Det er fantastisk at høre om hans dag, og hvordan han bare er fyldt med humor og laver så mange fjollede ting. Nå, men idag kommer jeg og henter og en pædagog fortæller at nu kan man virkelig mærke at han er faldet til, for nu får de hans humør at se. Før var han bare trist og ked og til tider glad men viste aldrig temperament eller om han var gal eller sur over noget (ja det lyder utroligt, men vi har så åbenbart fået hele hans ration herhjemme). Idag var han begyndt at skubbe til de andre børn og selvom det er forkert at gøre, så er alle faktisk glade, for det viser at NU er han omsider faldet til og tør vise alle sider af sig selv..
En lille bonus historie er, at de sidder i en rundkreds og synger og snakker om farver. En pædagog peger på Benjamins bluse og siger "hvilken farve bluse har Benjamin på?". Alle kigger på ham, for at opklare pædagogens spørgsål. Det var åbenbart liige en tand formeget opmærksomhed for herren. Han bliver drøn fornærmet, vender sig om og går. Ja, han er faldet til!
Det har taget Benjamin riiiigtig lang tid at falde til i institutionen -ikke bare et par uger som normalt, men derimod 8 mdr.. Nu er han så tilgengæld faldet til og er et stort smil hele dagen. Det er fantastisk at høre om hans dag, og hvordan han bare er fyldt med humor og laver så mange fjollede ting. Nå, men idag kommer jeg og henter og en pædagog fortæller at nu kan man virkelig mærke at han er faldet til, for nu får de hans humør at se. Før var han bare trist og ked og til tider glad men viste aldrig temperament eller om han var gal eller sur over noget (ja det lyder utroligt, men vi har så åbenbart fået hele hans ration herhjemme). Idag var han begyndt at skubbe til de andre børn og selvom det er forkert at gøre, så er alle faktisk glade, for det viser at NU er han omsider faldet til og tør vise alle sider af sig selv..
En lille bonus historie er, at de sidder i en rundkreds og synger og snakker om farver. En pædagog peger på Benjamins bluse og siger "hvilken farve bluse har Benjamin på?". Alle kigger på ham, for at opklare pædagogens spørgsål. Det var åbenbart liige en tand formeget opmærksomhed for herren. Han bliver drøn fornærmet, vender sig om og går. Ja, han er faldet til!
Mandag d. 27/9-2010 Min dyyygtige pige
Der findes ikke noget bedre end når man får en rigtig skolskins-historie fortalt om sine børn- og det fik jeg idag 
.
Jeg henter Benjamin og Rebcca i institutionen og én af pædagogerne fra Rebeccas stue kommer os gående imøde. Hun fortæller at Rebecca har været rigtig dygtig idag og gjort noget, som var meget flot for hendes alder. Så blev samtalen jo pludselig interessant. Idag havde hun leget med Phillip ude på legepladsen og Rosa var havde spurgt Rebecca om hun måtte være med. Phillip sagde straks "Nej, nu leger jeg med Rebecca". Rebecca havde kigget på Phillip og svaret ham "Phillip, Rosa må godt være med. Du skal ikke sige hun ikke må være med". "Jeg er træt af at du siger én ikke må være med, vi kan godt lege sammen alle tre". Jeg kan lige høre hende i mine øre, når hun siger det -på sådan en meget bestemt og lidt gammelklog måde..
Pædagogerne var i hvert fald meget imponerede og sagde, at det viste, at hun virkelig havde forstået det som de generelt arbejder på i institutionen om ikke at holde nogen udenfor.
Så tog en meget stolt mor og datter hjem og fortalte skolskinshistorien til far.. Nå ja, Benjamin lod vi blive, for han havde været uartig (ej dog ikke..)
Søndag d. 15/8-2010 En af de svære..
Åh, hva siger man lige... Når man selv er ude af den, ens barn er ude af den og man bare ikke ved om det bliver godt igen?
Her er tale om at "Mia" vores lille nye killing er forsvundet.
Den dag vi hentede kattene "Malthe og Mia" var Rebecca henrykt. Men bag glæden fornemmer man også en bekymring -for hvad nu hvis de to skønne killinger ikke kommer hjem en dag, ligesom der skete med Emma for nu 1år siden? Rebecca løsning var, at vi burde beholde dem indedøre eller i hvert fald lukke havelågen så de kunne løbe væk. Vi besluttede at holde dem indedøre i nogle dage, så de kunne vende sig til deres nye hjem, og så forklare Rebecca, at katte skal have lov til at være ude, og at vi bare må håbe på at de ikke løber væk. Men man kan jo ikke love noget..
Siden i fredags har vi så ikke set Mia... Åh nej, det sker bare ikke igen! Hvad er det lige der foregår i det her nabolag med kattene. Killinger er nysgerrige og kan blive lukket inde, derfor har vi også uddelt flyere, som opfodrer naboer til at åbne deres skure mv, for at se om hun skulle være der et sted. Det underlige er bare, at der foruden Mia og Emma, er to andre katte også forvundet -ældre stabile katte.. Og ingen har set dem (hverken ligge døde eller i live) eller fået opkald om, at nogen har set deres kat. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke, om dette er et tilfælde eller om det kan være noget andet. Man bliver jo nærmest skør af at tænke det, og frygter at det samme kan ske for Malthe..
Rebecca tager det utrolig flot, men under overfladen kan man fornemme at tankerne kører i hovedet på hende. Mormor oplevede en episode, hvor man kunne fornemme at hun tænkte på, hvorvidt det var fordi Mia ikke kunne lide at være her, eller at hun ikke havde givet hende et godt hjem, og at det var årsagen til, at hun ikke er kommet hjem.. Åh lille pus, som bare ikke har bestilt andet end at bære rundt på den kat, lege med den og putte med den! Jeg har snakket en del med hende om, om hun savner Mia, for at få hende til at sætte ord på det hun går og tænker på, og jeg tror ikke hun brænder inde med noget. Men puha, hvor ville jeg ønske at jeg kunne fortælle hende at Mia kommer imorgen, og at hun bare har været ude og lege med de andre katte. Men det går jo ikke, for den kan jeg jo ikke love hende!
Vi leder efter hende hele tiden, kalder og nogle gange tror jeg at jeg ser hende/hører hende, men Malthe er jo nærmest identisk med hende, så indtil nu har jeg taget fejl og fået forvekslet dem. Ja, sågar en gren og en papkasse, kom til at ligne Mia igår nat, da vi var på vej hjem fra Victors familie.. Og idag har børn fra hhv nr 17 og 19 kommet slæbende med Malthe, da de troede de havde fundet vores forsvundne mis. Men hvor er det dejligt de er med til at hjælpe, og jeg fik også sagt at de endelig skulle komme igen en anden gang, hvis de mente de havde set hende, da man faktisk ikke kan se forskel på dem (medmindre man lige ved hvad man skal kigge efter).
Det gode er, at vi har Malthe, og at han er en rigtig kælepot, så ham nyder vi i stor stil. Han bliver nusset ekstra, båret på og for varme kram. For det må ski også være underligt for ham, at hans søster/legekammerat pludselig er væk. (Ved ikke hvor hurtigt de vender sig til sådanne ting, men det går nok hurtigt.) Alligevel er jeg godt nok bange for, at han også forsvinder.. Det er som om, at man næsten ikke tør holde alt formeget af ham (selvom det gør vi), for tænk nu hvis at man mister ham. Dog er det mest for Rebeccas skyld, at jeg virkelig håber han bliver en kat, vi får glæde af i MANGE mange år, så hun ikke behøver være nervøs for at hendes legekammerat og puttekat pludselig en dag ikke er der mere.
Puha, det er frutrerende at skulle vise håb og bekymring og stå uden svar, når en 4-årig bare gerne vil have afvide HVORFOR?!..
Her er tale om at "Mia" vores lille nye killing er forsvundet.
Den dag vi hentede kattene "Malthe og Mia" var Rebecca henrykt. Men bag glæden fornemmer man også en bekymring -for hvad nu hvis de to skønne killinger ikke kommer hjem en dag, ligesom der skete med Emma for nu 1år siden? Rebecca løsning var, at vi burde beholde dem indedøre eller i hvert fald lukke havelågen så de kunne løbe væk. Vi besluttede at holde dem indedøre i nogle dage, så de kunne vende sig til deres nye hjem, og så forklare Rebecca, at katte skal have lov til at være ude, og at vi bare må håbe på at de ikke løber væk. Men man kan jo ikke love noget..
Siden i fredags har vi så ikke set Mia... Åh nej, det sker bare ikke igen! Hvad er det lige der foregår i det her nabolag med kattene. Killinger er nysgerrige og kan blive lukket inde, derfor har vi også uddelt flyere, som opfodrer naboer til at åbne deres skure mv, for at se om hun skulle være der et sted. Det underlige er bare, at der foruden Mia og Emma, er to andre katte også forvundet -ældre stabile katte.. Og ingen har set dem (hverken ligge døde eller i live) eller fået opkald om, at nogen har set deres kat. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke, om dette er et tilfælde eller om det kan være noget andet. Man bliver jo nærmest skør af at tænke det, og frygter at det samme kan ske for Malthe..
Rebecca tager det utrolig flot, men under overfladen kan man fornemme at tankerne kører i hovedet på hende. Mormor oplevede en episode, hvor man kunne fornemme at hun tænkte på, hvorvidt det var fordi Mia ikke kunne lide at være her, eller at hun ikke havde givet hende et godt hjem, og at det var årsagen til, at hun ikke er kommet hjem.. Åh lille pus, som bare ikke har bestilt andet end at bære rundt på den kat, lege med den og putte med den! Jeg har snakket en del med hende om, om hun savner Mia, for at få hende til at sætte ord på det hun går og tænker på, og jeg tror ikke hun brænder inde med noget. Men puha, hvor ville jeg ønske at jeg kunne fortælle hende at Mia kommer imorgen, og at hun bare har været ude og lege med de andre katte. Men det går jo ikke, for den kan jeg jo ikke love hende!
Vi leder efter hende hele tiden, kalder og nogle gange tror jeg at jeg ser hende/hører hende, men Malthe er jo nærmest identisk med hende, så indtil nu har jeg taget fejl og fået forvekslet dem. Ja, sågar en gren og en papkasse, kom til at ligne Mia igår nat, da vi var på vej hjem fra Victors familie.. Og idag har børn fra hhv nr 17 og 19 kommet slæbende med Malthe, da de troede de havde fundet vores forsvundne mis. Men hvor er det dejligt de er med til at hjælpe, og jeg fik også sagt at de endelig skulle komme igen en anden gang, hvis de mente de havde set hende, da man faktisk ikke kan se forskel på dem (medmindre man lige ved hvad man skal kigge efter).
Det gode er, at vi har Malthe, og at han er en rigtig kælepot, så ham nyder vi i stor stil. Han bliver nusset ekstra, båret på og for varme kram. For det må ski også være underligt for ham, at hans søster/legekammerat pludselig er væk. (Ved ikke hvor hurtigt de vender sig til sådanne ting, men det går nok hurtigt.) Alligevel er jeg godt nok bange for, at han også forsvinder.. Det er som om, at man næsten ikke tør holde alt formeget af ham (selvom det gør vi), for tænk nu hvis at man mister ham. Dog er det mest for Rebeccas skyld, at jeg virkelig håber han bliver en kat, vi får glæde af i MANGE mange år, så hun ikke behøver være nervøs for at hendes legekammerat og puttekat pludselig en dag ikke er der mere.
Puha, det er frutrerende at skulle vise håb og bekymring og stå uden svar, når en 4-årig bare gerne vil have afvide HVORFOR?!..
Trodsalder...
Ok den der trodsalder.... Oh my goooooood! Den kommer op i en vis pige vitterlig i løbet af ét sekund. Fuldkommen uventet, uden tegn på at der er noget under opsejling. Nej BANG lige i hovedet på én, når man mindst venter det. Og så skal man bare reagere på bedste vis.
Hvad er det lige der sker inde i hovedet på en treårig pige, når man i det ene øjeblik leger og har det hylende morsomt. Der er blevet fjollet, klukket af grin og givet mor klap i numsen hele morgenen, og nu er tiden så kommet til at vi skal ud af døren og i børnehave/vuggestue. Jakken kommer på, ligeså sko og tilmed huen -alt sammen i et strålende humør! Så sker det.... det mest forfærdelige i verden... Pigen beder moderen om hjælp til at få vanter på, og moderen svarer "lige et øjeblik, så skal jeg hjælpe dig, skal bare lige have hevet blusen helt ned over hovedet på lillebror og så kommer jeg". Så sker der det, at verden simpelthen ændres, den tager ganske enkelt en ordentlig rutchetur, vendes på hovedet og rystes en gang.
"naaaaiiiiiiiii, du skal hjælpe mig NUUUUUUU!" Wow, hvad skete der lige! Det er måske rimelig logisk (og tilmed rimeligt) at jeg lige skal have ordnet påklædningen her færdig, og det er jo ikke som om at jeg har bedt dig vente 1 time... eller ½ time eller 10 min .... eller 2 minutter for den sags skyld. Du har ordnet alt det anden selv (hvilket i øvrigt er skøøøønt), men nu skal det bare være NU, at vanterne skal ordnes og mor HAR BARE at være der!
"Jeg skal nok komme lige om lidt. Du kan jo prøve selv at tage dem på, ligesom du har været SÅ dygtig selv at tage alt det andet på". "Naaaaaiiiiiiii, du skal gøre det. NUUUUU!" "Nej, jeg skal lige være færdig med lillebror og så kommer jeg!! (færdig, punktum, basta.)"
Vrææælll, skrig, hysteri... Den lykkelige morgen blev, i løbet af den tid det tog at kigge på vanterne, afløst af noget nær en VIRKELIG dårlig start på dagen.
Så ønsker man at der sad en knap med "TIME OUT" på væggen, sådan en rød knap man kun må trykke på, når man vitterlig føler at nu stopper vi lige tiden, skruer den 1 minut tilbage og så tager vi den lige en gang til. For så kan det rent faktisk være at man kan følge med..
Så blev blusen hevet helt ned over hovedet på lillebror og armene kom ud i ærmerne, for det blev man jo også lige nød til og tiden er kommet til storesøster.
"Så er jeg her. Skal vi få taget de vanter på?" "Neeeeeiiiiiii jeg kan seeeelv!!!"
Jamen okey så, mor er slet slet ikke forvirret. Var det ikke mit krav om at du lige måtte vente og evt selv prøve, som startede dette helvede?...
"Ok, du tager dem på selv, og så må du sige til hvis jeg skal hjælpe"Ynk, ynk, ynk... "Jeg kan iiiiiiiikkk få fingerene ud i fingrene-eeee (fingervanter.. typisk!at det også lige er de mest besværlige vanter i verden der er blevet valgt..)!"
Vanterne kommer på og vi fortsætter mog børnehave/vuggestue -GO' dag!!!
Ok den der trodsalder.... Oh my goooooood! Den kommer op i en vis pige vitterlig i løbet af ét sekund. Fuldkommen uventet, uden tegn på at der er noget under opsejling. Nej BANG lige i hovedet på én, når man mindst venter det. Og så skal man bare reagere på bedste vis.
Hvad er det lige der sker inde i hovedet på en treårig pige, når man i det ene øjeblik leger og har det hylende morsomt. Der er blevet fjollet, klukket af grin og givet mor klap i numsen hele morgenen, og nu er tiden så kommet til at vi skal ud af døren og i børnehave/vuggestue. Jakken kommer på, ligeså sko og tilmed huen -alt sammen i et strålende humør! Så sker det.... det mest forfærdelige i verden... Pigen beder moderen om hjælp til at få vanter på, og moderen svarer "lige et øjeblik, så skal jeg hjælpe dig, skal bare lige have hevet blusen helt ned over hovedet på lillebror og så kommer jeg". Så sker der det, at verden simpelthen ændres, den tager ganske enkelt en ordentlig rutchetur, vendes på hovedet og rystes en gang.
"naaaaiiiiiiiii, du skal hjælpe mig NUUUUUUU!" Wow, hvad skete der lige! Det er måske rimelig logisk (og tilmed rimeligt) at jeg lige skal have ordnet påklædningen her færdig, og det er jo ikke som om at jeg har bedt dig vente 1 time... eller ½ time eller 10 min .... eller 2 minutter for den sags skyld. Du har ordnet alt det anden selv (hvilket i øvrigt er skøøøønt), men nu skal det bare være NU, at vanterne skal ordnes og mor HAR BARE at være der!
"Jeg skal nok komme lige om lidt. Du kan jo prøve selv at tage dem på, ligesom du har været SÅ dygtig selv at tage alt det andet på". "Naaaaaiiiiiiii, du skal gøre det. NUUUUU!" "Nej, jeg skal lige være færdig med lillebror og så kommer jeg!! (færdig, punktum, basta.)"
Vrææælll, skrig, hysteri... Den lykkelige morgen blev, i løbet af den tid det tog at kigge på vanterne, afløst af noget nær en VIRKELIG dårlig start på dagen.
Så ønsker man at der sad en knap med "TIME OUT" på væggen, sådan en rød knap man kun må trykke på, når man vitterlig føler at nu stopper vi lige tiden, skruer den 1 minut tilbage og så tager vi den lige en gang til. For så kan det rent faktisk være at man kan følge med..
Så blev blusen hevet helt ned over hovedet på lillebror og armene kom ud i ærmerne, for det blev man jo også lige nød til og tiden er kommet til storesøster.
"Så er jeg her. Skal vi få taget de vanter på?" "Neeeeeiiiiiii jeg kan seeeelv!!!"
Jamen okey så, mor er slet slet ikke forvirret. Var det ikke mit krav om at du lige måtte vente og evt selv prøve, som startede dette helvede?...
"Ok, du tager dem på selv, og så må du sige til hvis jeg skal hjælpe"Ynk, ynk, ynk... "Jeg kan iiiiiiiikkk få fingerene ud i fingrene-eeee (fingervanter.. typisk!at det også lige er de mest besværlige vanter i verden der er blevet valgt..)!"
Vanterne kommer på og vi fortsætter mog børnehave/vuggestue -GO' dag!!!
Lørdag d. 10/4-2010 -tanker om at blive mor til 2
Nedenstående blev skrevet, da en fra min mødregruppe bekymret skrev om sine tanker og følelser om, at hun faktisk ikke glæder sig til lillebror kommer til verden. Hun har 8 dage til termin og er på grådens rand. Vil ikke dele den opmærksomhed den store får med den lille og kan slet ikke se hvordan en hverdag skal hænge sammen, da hun også har en mand som kommer sent hjem.
Det fik mig til at tænke, og har fået sat ord på de tanker jeg havde da jeg ventede Benjamin -for det var ikke lutter glade og forventnignsfulde tanker, langt fra!
Søde "X", hvor er det bare trist at læse dit svar. Men også utrolig flot at du bare indser, at sådan har du det og tør stå ved det.
Det du skriver mht at have nok i ét barn og er ked af den tid, den lille vil tage fra den store, det er præcis sådan jeg havde det, da vi ventede Benjamin.
For os var barn nr 2 en upser!! Jeg kunne slet ikke forestille mig at have et barn mere i mit liv på det tidspunkt, for hvordan i alverden skulle jeg kunne elske et til barn, så højt som jeg elskede Rebecca?! Hun var mit et og alt og følelsesmæssigt kunne jeg slet slet ikke få det til at hænge sammen. Hvordan andre kunne være parate til et til barn, var en gåde for mig. Elsker de da ikke nr ét højt nok og har alt hvad de kan ønske sig i det?!
Da jeg så så en positiv graviditetstest og de første par måneder var gået og alle de praktiske detaljer faldet på plads, så begyndte jeg at glæde mig. Men tankerne var der stadig! Det er bekymrede mig mest var, som du også skriver, den tid jeg skulle "undværre" Rebecca, fordi den lille ny "stjal" opmærksomheden. Tænk hvis hun ville føle sig overset, mindre elsket og at mor hellere ville være sammen med den lille ny -og hvilket forhold dem imellem, ville det så ikke kunne udvikle sig til... Ja, jeg glædede mig virkelig ikke fuldkommen fordi der var såmange blandede følelser og bekymringer. Jeg var lykkelig og taknemmelig, men ikke fuldkommen uden bekymring.
Da fødslen så gik i gang og veerne bed, så husker jeg tydeligt at jeg tænkte "Hvad i alverden er det du har gjort! Tænk hvis noget går galt.. Tænk hvis nu at der sker noget med dig, og at Rebecca skal undværre sin mor og jeg hende.." At blive gravid anden gang og vælge at beholde det (hvilket der overhovede ikke var nogen tvivl om at Victor og jeg ville), det følte jeg i øjeblikket var det mest egoistiske jeg nogensinde havde foretaget mig. Den risiko som en fødsel er forbundet med, den kunne min dejlige lille skattepige ikke være tjent med. Det kan være det lyder sygt, men husk på at jeg var i veer, men tankerne var reelle nok.
Så fik jeg Benjamin i mine arme og jeg var SOLGT. Fødslen var gået over al forventning, og jeg var stolt og lettet og ikke mindst LYKKELIG for vores dejlige lille fugleunge, som bare var den skønneste dreng i verden og jeg elskede SÅ højt.
Jeg blev ikke mindre lykkelig over at se Rebecca i rollen som storesøster og hvor fantastisk hun bare tog det! Hun var jo virklig født til at være storesøster!! Og som tiden er gået, så er ALLE mine bange anelser blevet gjort til skamme. Det at få barn nr 2 medførte ikke afsavn, manglende opmærksomhed eller mindre kærlighed til Rebecca, nej det var en GAVE -ikke kun til os, men også for hende.
Det at blive storesøster har givet hende en legekammerat for livet, én der giver hende glæde og grineture HVER dag, lærer hende tålmodighed og omsorg. Det er simpelthen det bedste, vi har kunne gøre for hende!
Så er det er det op til én at få alle de praktiske ting til at gå op i en højere enhed. Men efterhånden som man indser, at det følelsmæssigt er fantastisk at være mor til 2, så kommer de andre ting også til at fungere. Man finder nogle rutiner (og ja livet med 2 børn er rutinepræget.. i den grad!) og jeg er sikker på at du nok skal finde ud af det. Du kan evt forberede maden om formiddagen, så det bare skal varmes om aftenen.
Det ville være løgn hvis jeg skrev at alt bare var en dans på roser, for der er vitterlig hårde tider engang imellem, og tider hvor man ville ønske man kunne dele sig i to og håndtere to situationer/børn på én gang. Men så må man trække vejret, sige til den store jeg kommer over til dig lige om lidt eller lade den lille græde lidt, det er helt ok, og det har de begge godt at på længere sigt.
Det blev ret langt det her, men ville bare fortælle dig hvilken udvikling jeg har gennemgået, for måske det kan hjælpe dig lidt igennem, og få dig til at se at det kan blive godt!! Rigtig godt! Du skærer ikke noget af kærligheden fra storebror væk og giver den til lillebror. Nej der blomstrer mere kærlighed op indeni dig og den del får lillebror. Du får 2 børn som bliver dine ét (to) og alt.
Men dine tanker og følelser er SÅ normale og naturlige, og de viser vel blot hvor højt vi elsker vores børn og ikke vil undværre én eneste lille bid af dem på bekostning af noget -ikke engang for en lige så dejlig lillebror som bare venter lige rundt om hjørnet
Kæmpe knus B
Onsdag d. 10/1-2010 Åååårrrrh, hvor er du bare.....!!
Utroligt så hurtigt ens humør kan ændre sig efter at man har fået børn.
De kan drive én SÅ langt ud at man vitterlig er ved at sprænges af arrigskab og 5 minutter efter sidder man og krammer og tænker ih hvor elsker jeg dig bare høj, mit verdens dejligste barn!
Ja, Becca var strid idag. Ikke bare sådan lidt umulig, nej sådan rigtig "åååårrrhhhh-hvor-er-du-bare-provokerende-unge" strid! Jeg henter dem i institutionen; går først ind til Becca som lige skal danse en dans færdig og aftaler med hende at jeg henter Benjamin først, så hun kan få danset færdig.
Med Benji pakket ind i flyverdragt er turen så kommet til Becca. Hvor er bamsen? -vi havde med i morges, f*** den er væk! Det er den bare altid og i guder hvor er jeg træt af det! Nå, alle stuerne i hele institutionen ledes igennem og en mindre hedetur er ved at komme snigende indenuder alt vintertøjet og med en 10 kg tung Benjamin på armen. Nå det er bare ærgerligt, den dukker jo nok op.
Becca ud og tage flyverdragt på. 1-2-3 gange: GÅ NU UD OG TAGE FLYVERDRAGT PÅ! Hun er bestemt ikke klar til at tage hjem, løber bare frem og tilbage og skraldgriner. Jeg får sat Benjamin på gulvet (kan ikke gå for lang væk, da han så tror jeg forlader ham) og får fanget Rebecca i et af hendes utallige galopløb forbi mig. NU SÆTTER DU DIG NED OG TAGER TØJ PÅ!!! Hun skraldgriner og er helt slatten, så hun ender som en klat på gulvet, der hverken gider det ene eller andet. Kan godt mærke at min tålmodighed er ved at være brugt op, men får da hende bakset i tøjet. Benjamin står og river mig i frakken for at komme op. Siger til Becca, at nu skal hun tage skoene på, som står henne på måtten. Ja ja da, den klarer hun!! eller...
Næ nej, ungen tager så flyverdragten af igen og bare griner mig lige op i fjæset. NØJ, nu ER min tålmodighed fløjet lang langt væk! Men 10 andre børn stående og kigge på, nærmest flår jeg Becca ned i flyverdragten, skoene på, Benji på armen og jeg slæber hende i kraven gennem insitutionen. Ja mine overarme er store og de er bestemt ikke blevet mindre idag. Og hun blev virkelig slæbt.. En pædagog når lige at råbe "FARVEL REBECCA!!!" Ja hej du, tænker jeg bare!
Mit pis er i den grad i kog, bakser de 2 døre op som der altid er i institutioner (ikke så nemt når man kun har 0 hænder fri og burde have 2) og Becca, der ligger slatten på gulvet, bliver nærmest kastet ud af døren. Dog ikke helt men det er tæt på!
Får sat Benjamin ind i bilen, tilbage og hente Becca som stadig er foran døren. Hun griner bare!!
Får hende sat i autostolen, hvor hun spørger om hun ikke må få en youghurt... Nej det kan jeg gud-dødme love dig for, at du ikke må. SÅ ramler hendes verden og hun tuder, skriger helt vildt! Selvom det er en møg irriterende lyd, så er det faktisk rart at hun er holdt op med at grine af mig.. Men nu er hele hendes verden så ellers bare gået itu. Jeg kunne råbe så meget jeg ville, skælde og smælde men det der får det hele til at ramle er mangel på youghurt!!! Jeg jeg fatter intet..
For at gøre en lang historie knap så lang, så kommer jeg til mig selv, får talt til 10 og Becca nægter selvfølgelig at komme med ind derhjemme. Ja ja så står du dér, døren er åben, du kommer bare ind når du er sød. Mor har faktisk også brugt for en pause og ikke mindst at få jakken af.. føj for en hede!
Nå, Becca kommer ind, vi får snakket, men hendes dag er i den grad ødelagt. Den næste 1½ time tilbringer vi i stolen med at kysse, kramme og snakke og hun er helt ødelagt. Kan virkelig mærke at det har gjort indtryk at jeg blev så vred, på trods af at hun ikke virkede til at tage det synderligt tungt i situationen (faktisk overhovedet ikke tungt). Men nu kan jeg slet ikke gå fra hende, hun vil bare hænge. Vil bæres rundt og bare være tæt. Og så er det at man virkelig mærker at man er mor. Hold da op hvor jeg elsker dig skat! Du er den bedste pige i verden... ligemeget hvad ;0)
De kan drive én SÅ langt ud at man vitterlig er ved at sprænges af arrigskab og 5 minutter efter sidder man og krammer og tænker ih hvor elsker jeg dig bare høj, mit verdens dejligste barn!
Ja, Becca var strid idag. Ikke bare sådan lidt umulig, nej sådan rigtig "åååårrrhhhh-hvor-er-du-bare-provokerende-unge" strid! Jeg henter dem i institutionen; går først ind til Becca som lige skal danse en dans færdig og aftaler med hende at jeg henter Benjamin først, så hun kan få danset færdig.
Med Benji pakket ind i flyverdragt er turen så kommet til Becca. Hvor er bamsen? -vi havde med i morges, f*** den er væk! Det er den bare altid og i guder hvor er jeg træt af det! Nå, alle stuerne i hele institutionen ledes igennem og en mindre hedetur er ved at komme snigende indenuder alt vintertøjet og med en 10 kg tung Benjamin på armen. Nå det er bare ærgerligt, den dukker jo nok op.
Becca ud og tage flyverdragt på. 1-2-3 gange: GÅ NU UD OG TAGE FLYVERDRAGT PÅ! Hun er bestemt ikke klar til at tage hjem, løber bare frem og tilbage og skraldgriner. Jeg får sat Benjamin på gulvet (kan ikke gå for lang væk, da han så tror jeg forlader ham) og får fanget Rebecca i et af hendes utallige galopløb forbi mig. NU SÆTTER DU DIG NED OG TAGER TØJ PÅ!!! Hun skraldgriner og er helt slatten, så hun ender som en klat på gulvet, der hverken gider det ene eller andet. Kan godt mærke at min tålmodighed er ved at være brugt op, men får da hende bakset i tøjet. Benjamin står og river mig i frakken for at komme op. Siger til Becca, at nu skal hun tage skoene på, som står henne på måtten. Ja ja da, den klarer hun!! eller...
Næ nej, ungen tager så flyverdragten af igen og bare griner mig lige op i fjæset. NØJ, nu ER min tålmodighed fløjet lang langt væk! Men 10 andre børn stående og kigge på, nærmest flår jeg Becca ned i flyverdragten, skoene på, Benji på armen og jeg slæber hende i kraven gennem insitutionen. Ja mine overarme er store og de er bestemt ikke blevet mindre idag. Og hun blev virkelig slæbt.. En pædagog når lige at råbe "FARVEL REBECCA!!!" Ja hej du, tænker jeg bare!
Mit pis er i den grad i kog, bakser de 2 døre op som der altid er i institutioner (ikke så nemt når man kun har 0 hænder fri og burde have 2) og Becca, der ligger slatten på gulvet, bliver nærmest kastet ud af døren. Dog ikke helt men det er tæt på!
Får sat Benjamin ind i bilen, tilbage og hente Becca som stadig er foran døren. Hun griner bare!!
Får hende sat i autostolen, hvor hun spørger om hun ikke må få en youghurt... Nej det kan jeg gud-dødme love dig for, at du ikke må. SÅ ramler hendes verden og hun tuder, skriger helt vildt! Selvom det er en møg irriterende lyd, så er det faktisk rart at hun er holdt op med at grine af mig.. Men nu er hele hendes verden så ellers bare gået itu. Jeg kunne råbe så meget jeg ville, skælde og smælde men det der får det hele til at ramle er mangel på youghurt!!! Jeg jeg fatter intet..
For at gøre en lang historie knap så lang, så kommer jeg til mig selv, får talt til 10 og Becca nægter selvfølgelig at komme med ind derhjemme. Ja ja så står du dér, døren er åben, du kommer bare ind når du er sød. Mor har faktisk også brugt for en pause og ikke mindst at få jakken af.. føj for en hede!
Nå, Becca kommer ind, vi får snakket, men hendes dag er i den grad ødelagt. Den næste 1½ time tilbringer vi i stolen med at kysse, kramme og snakke og hun er helt ødelagt. Kan virkelig mærke at det har gjort indtryk at jeg blev så vred, på trods af at hun ikke virkede til at tage det synderligt tungt i situationen (faktisk overhovedet ikke tungt). Men nu kan jeg slet ikke gå fra hende, hun vil bare hænge. Vil bæres rundt og bare være tæt. Og så er det at man virkelig mærker at man er mor. Hold da op hvor jeg elsker dig skat! Du er den bedste pige i verden... ligemeget hvad ;0)
