Har lige siddet og læst de mest morsomme indlæg om hvad kvinder har oplevet under en fødsel af sjove hendelser. Vi kan nok alle blive enige om at morsomheder ikke liige just er det man først kommer i tanke om, når man tænker på en fødsel. Nok nærmere situationer som man for alt i verden gerne ville slippe for, da man stod i dem. Alligevel tror jeg, at der i alle fødsler er tidspunkter hvor der sker om end ikke sjove ting så måske komiske. Her kommer lidt af dem jeg har oplevet..
Hvor er det nu liiiige det er?
Det er ikke nogen hemmelighed at min fødsel af Benjamin gik pænt hurtigt -faktisk MEGET hurtigere end vi selv havde håbet eller troet på var mulig. Da vi har parkeret bilen ved hospitalet og er på vej op mød fødegangen er veerne SLEMME. Victor guider mig trygt hen til elevatoren, da jeg som sædvanlig ikke kan finde ud af vejen og han ALTID har styr på den slags. Da vi siger ud af elevatoren går der dog kludder i den indbyggede GPS han ellers render rundt med. På dette tidpunkt er veerne gået hen og har forandret sig. Jeg synker godt ned i knæene under hver ve, da alt i kroppen peger i én retning og der er ingen tvivl om at baby godt ved i hvilken retning EXIT ligger.. Her står vi så og det store spørgsmål er skal vi nu gå til højre eller venstre? victor brilliere med at spørge "Kan du huske hvor vi skal hen?" -øh lad mig se...bum bum bum NEJ! Sidst vi var her var jeg langt inde i mig selv. dengang lukkede jeg øjnene på badeværelsesgulvet i Lærkehegnet og åbnede dem først da Rebecca landede på min mave -så nej, jeg huske ikke lige om vi gik til højre eller venstre.. Nå hvad gør man så? Victor spørger "hvad gør vi nu?" Mig: "Jamen det må DU da finde ud af... Spørg nogen fx!!" her er det så man liiige når at tænke, DU KAN DA FOR HELE HULE H****** IKKE MENE AT DET ER OP TIL MIG AT FINDE UD AF HVOR VI SKAL GÅ HEN? Victor smutter rundt om hjørnet for at få styr på hvor vi skal hen. I mellemtiden kommer en jordmoder gående, da hun kunne høre lidt postyr og ville se om hun kunne hjælpe. Thank you G!! Hun leder os ind på første fødestue lige rundt om hjørnet, da hun godt kan se at dette skal gå stærkt.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Nu er det altså nu du rykker B!!!
I forlængelse af episoden ovenover hører det til, at da vi kommer ind på fødestuen farer alle forvirret rundt. De eneste som tager det stille og roligt er V og jeg. Jeg er OVERBEVIST om at der er laaang tid til baby ser dagens lys. Med Rebecca var jeg i pres i 3 timer, så hvorfor i alverden skulle vi alle panikke sådan! Her står jeg så bøjet over sengen selvfølgelig forvredet i en ve. Alle bakser for at få tøjet af mig (alle undtagen mig selv..) og de må selvfølgelig konstatere, at jeg har taget en heldragt på. Ikke det strategisk mest praktiske valg i en fremskreden fødselssituation -men den er behagelig! Og det er ikke bare en heldragt, det er en af dem med stropper. De som ejer sådan én ved, at før at man kan få den af, så skal bluse af forinden -virkelig besværligt! I en almindelig wc-situation ender man med at sidde uden tøj på overkroppen, fordi alt skal af før man kan trække dragten ned over popo'en. Nå, tilbage til fødesituationen. Jordmoder sander, at man ikke bare kan trække bukserne af mig og siger pænt, at nu skal jeg få tøjet af og komme op på briksen. Ja ja liiige om lidt, føler overhovedet ikke jeg kan rokke mig ud af flækken. Så bliver tonen en anelse mere bestemt "Nu er det altså nu Barbara! Nu skal du op på den briks om du så har en ve eller ej".. Nå ok, så forstår man pludselig bedre og op med mig. 5 minutter efter har jeg Benjamin i armene.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Ikke så høj = ikke så lang
Jeg ligger på fødebriksen (midt i Rebeccas fødsel) og presseveerne er begyndt. Jormoder forklarer at når det er tid, så sætter jeg fødderne i bøjlerne og presser godt til. Ja, det er så forstået. Presseveerne kommer, men når man ikke er mere end 2 lorte høj så er der godt nok langt ned til de bøjler. Her ligger man så med lukkede øjene og falmer rundt med fødderne for at få dem bakset ind i bøjlerne. Må kort åbne øjene, da det virker umulige at finde -må så sande at bøjlerne fakitsk er ALT for langt væk og at det overhovedet ikke er muligt for mig at kunne nå dem...
Alternativ løsning nr 1; et ben på hver at jordmoderen skuldre.. Alternativ løsning nr 2; hold med hænderne under hver knæhase -når du er for svedig og alt glider rundt, så dur denne løsning ikke, hvilket leder til Alternativ løsning nr 3; hold fast under fødderne med hænderne.. Ja man er vel smidig
Hvor er det nu liiiige det er?
Det er ikke nogen hemmelighed at min fødsel af Benjamin gik pænt hurtigt -faktisk MEGET hurtigere end vi selv havde håbet eller troet på var mulig. Da vi har parkeret bilen ved hospitalet og er på vej op mød fødegangen er veerne SLEMME. Victor guider mig trygt hen til elevatoren, da jeg som sædvanlig ikke kan finde ud af vejen og han ALTID har styr på den slags. Da vi siger ud af elevatoren går der dog kludder i den indbyggede GPS han ellers render rundt med. På dette tidpunkt er veerne gået hen og har forandret sig. Jeg synker godt ned i knæene under hver ve, da alt i kroppen peger i én retning og der er ingen tvivl om at baby godt ved i hvilken retning EXIT ligger.. Her står vi så og det store spørgsmål er skal vi nu gå til højre eller venstre? victor brilliere med at spørge "Kan du huske hvor vi skal hen?" -øh lad mig se...bum bum bum NEJ! Sidst vi var her var jeg langt inde i mig selv. dengang lukkede jeg øjnene på badeværelsesgulvet i Lærkehegnet og åbnede dem først da Rebecca landede på min mave -så nej, jeg huske ikke lige om vi gik til højre eller venstre.. Nå hvad gør man så? Victor spørger "hvad gør vi nu?" Mig: "Jamen det må DU da finde ud af... Spørg nogen fx!!" her er det så man liiige når at tænke, DU KAN DA FOR HELE HULE H****** IKKE MENE AT DET ER OP TIL MIG AT FINDE UD AF HVOR VI SKAL GÅ HEN? Victor smutter rundt om hjørnet for at få styr på hvor vi skal hen. I mellemtiden kommer en jordmoder gående, da hun kunne høre lidt postyr og ville se om hun kunne hjælpe. Thank you G!! Hun leder os ind på første fødestue lige rundt om hjørnet, da hun godt kan se at dette skal gå stærkt.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Nu er det altså nu du rykker B!!!
I forlængelse af episoden ovenover hører det til, at da vi kommer ind på fødestuen farer alle forvirret rundt. De eneste som tager det stille og roligt er V og jeg. Jeg er OVERBEVIST om at der er laaang tid til baby ser dagens lys. Med Rebecca var jeg i pres i 3 timer, så hvorfor i alverden skulle vi alle panikke sådan! Her står jeg så bøjet over sengen selvfølgelig forvredet i en ve. Alle bakser for at få tøjet af mig (alle undtagen mig selv..) og de må selvfølgelig konstatere, at jeg har taget en heldragt på. Ikke det strategisk mest praktiske valg i en fremskreden fødselssituation -men den er behagelig! Og det er ikke bare en heldragt, det er en af dem med stropper. De som ejer sådan én ved, at før at man kan få den af, så skal bluse af forinden -virkelig besværligt! I en almindelig wc-situation ender man med at sidde uden tøj på overkroppen, fordi alt skal af før man kan trække dragten ned over popo'en. Nå, tilbage til fødesituationen. Jordmoder sander, at man ikke bare kan trække bukserne af mig og siger pænt, at nu skal jeg få tøjet af og komme op på briksen. Ja ja liiige om lidt, føler overhovedet ikke jeg kan rokke mig ud af flækken. Så bliver tonen en anelse mere bestemt "Nu er det altså nu Barbara! Nu skal du op på den briks om du så har en ve eller ej".. Nå ok, så forstår man pludselig bedre og op med mig. 5 minutter efter har jeg Benjamin i armene.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Ikke så høj = ikke så lang
Jeg ligger på fødebriksen (midt i Rebeccas fødsel) og presseveerne er begyndt. Jormoder forklarer at når det er tid, så sætter jeg fødderne i bøjlerne og presser godt til. Ja, det er så forstået. Presseveerne kommer, men når man ikke er mere end 2 lorte høj så er der godt nok langt ned til de bøjler. Her ligger man så med lukkede øjene og falmer rundt med fødderne for at få dem bakset ind i bøjlerne. Må kort åbne øjene, da det virker umulige at finde -må så sande at bøjlerne fakitsk er ALT for langt væk og at det overhovedet ikke er muligt for mig at kunne nå dem...
Alternativ løsning nr 1; et ben på hver at jordmoderen skuldre.. Alternativ løsning nr 2; hold med hænderne under hver knæhase -når du er for svedig og alt glider rundt, så dur denne løsning ikke, hvilket leder til Alternativ løsning nr 3; hold fast under fødderne med hænderne.. Ja man er vel smidig
