Neglene blev lakeret...

og så kunne første dag i SFO ellers bare komme an! Hmmm, eller kunne den? Rebecca var allerede hjemme en smule i tvivl om, hvad hun skulle mene om situationen. På den ene side følte hun sig som en stor pige og glædede sig til at komme derover, og på den anden side, så er hun jo stadig en lille pige, som helst vil gemme sig bag mor og i hvert fald ikke efterlades alene i en stor ukendt institution. Men aftalen blev, at jeg var der den første time til morgenmad og så skulle hun ellers være der et par timer alene (selvfølgelig sammen med de andre børn hun kender fra børnehaven). Da vi kom derhen kunne jeg godt fornemme, at den plan var hun bestemt ikke med på. Hun hang på mig, og veg ikke fra min side, så jeg måtte igang med at udtænke en plan for hvordan dette her skulle gribes an. Pædagogerne blev ved at fortælle, at man bare kunne blive lidt længere og så gå på et senere tidspunkt. Vidste godt at det ikke ville blive bedre med Rebecca -tværdigmod ville vi nok bare trække pinslerne i langdrag. Efter to timer, hvor Rebecca havde gennemgået grin, gråd, grin, gråd i en kontinuerlig rutchetur, bad jeg en af pædagogerne om at sige farvel med hende. Hun ville på ingen måde kunne nyde dagen, og jeg måtte tage den hårde beslutning at vride hende fra mig (skrigende..) og sige farvel. Nøj det var hårdt! Kunne høre hende skrige helt ud til cyklen.. Var SÅ meget i tvivl om det var den rigtige beslutning jeg havde truffet. Mine erfaringer med Rebecca og aflevering siger mig, at det bare skal overståes og at hun bliver glad igen i løbet af ingen tid, men lige der følte jeg mig virkelig hård, da hun jo ikke kender stedet og de voksne (og ja, hvad tænkte de voksne ikke.. i guder en hård mor!). 1 time og så havde jeg lovet hende at være der igen, så tonsede til centret og købte ind -håber ikke de andre kunder bemærkede mine alt for røde øjne.. Fik også lige ringet til børnehaven og hørt til Benjamin, som havde en god dag. Han var lidt stille men tullede rundt og beklagede sig ikke. Fik også lige belemret den søde pædagog med mine bekymringer, og hun kender jo om nogen Rebecca og synes det var den rigtige beslutning jeg havde truffet (gudskelov!). Heldigvis gik den næste time hurtigt, men det hele kørte rundt i hovedet på mig -og gad vide hvilken Rebecca jeg ville se, når jeg kom derover igen. Det var såmen en glad og smilende Rebecca, som sad og spiste frokost med de andre børn. Den voksne som havde måtte vride hende af mig (i bogstavligste forstand) fortalte, at det var gået over meget hurtigt, og at hun så bare havde hygget sig.. Puha, hvilken lettelse!Tænk så var det den rigtige beslutning jeg havde truffet. En sejr for mig, fordi jeg overholdt vores aftale om at hun skulle være der lidt selv og kunne se hvad der var bedst for hende, på trods af hendes ihærdige modstand. Og en kæmpe sejr for Rebecca, som turde og kom over det lyn hurtigt. Jeg fik set navneskilt, hendes skuffe og det billede de havde fået taget til gadaroben. Hun var så stolt og ikke til at drive hjem fra deres fantastiske legeplads. Så hun glæder sig til imorgen og vil i hvert fald ikke hentes SÅ tidligt!